Salgs-leveringsbetingelser
Generelt
Ordre, priser m.v.
Levering m.v
Betaling
Tests
Reklamation
Ansvar
Modregning
Immaterielrettigheder
Fortrolighed
Værneting og lovvalg
1. Generelt
Nærværende almindelige salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse ved ethvert salg og aftaler i forbindelse hermed fra Stokvis i det omfang, de ikke er fraveget ved udtrykkelig skriftlig aftale.
Ovenstående gælder uanset modstående eller afvigende bestemmelser i den af kunden afgivne ordre eller accept, herunder de for kundens ordre eller accept gældende almindelige betingelser eller andre af kunden udfærdigede dokumenter.
2. Ordrer, priser m.v.
Stokvis er ikke bundet førend skriftlig ordrebekræftelse er afgivet eller ordren er iværksat. Mundtlige udsagn kan ikke binde Stokvis førend disse bekræftes skriftligt.
Ethvert salg sker til den af Stokvis i ordrebekræftelsen angivne pris, som opgives ekskl. moms og eventuelle miljø-afgifter. Prisen er baseret på levering ex works og er ekskl. pakning, transport, og andre services Stokvis forbeholder sig retten til efterfølgende at forhøje den i ordrebekræftelsen angivne pris i tilfælde af stigning i afgifter, valutakurser eller andre udgifter, der indtræder efter ordrebekræftelsen, men inden fakturadatoen.
3. Levering m.v.
Levering sker ex works, jf. Incoterms 2000, medmindre andet er anført i ordrebekræftelsen.
Alle aftalte leveringsdatoer er omtrentlige, og kunden skal acceptere levering, når varen er klar til afsendelse. Risikoen for varens hændelige undergang går over på kunden ved levering, dog allerede når kunden er forpligtet til at acceptere levering.
Stokvis er ikke ansvarlig for tab som følge af forsinkelse i leveringen, jvf. punkt 7. Kunden er ikke berettiget til at hæve aftalen som følge af forsinkelse, medmindre kunden har betinget sig levering til nøjagtig bestemt tid, eller såfremt kunden efter at forsinkelse er indtrådt skriftligt har erklæret at ville hæve, hvis ikke Stokvis leverer inden en rimelig periode.
Stokvis er berettiget til dellevering og/eller omlevering. Hver enkelt delforsendelse eller dellevering betragtes som opfyldelse af en særskilt og uafhængig kontrakt.
Hvis forsinkelse med levering skyldes force majeure eller kundens forhold, vil levering være at udskyde med et til hindringens varighed antal dage, og levering inden for dette antal dage vil i enhver henseende være at betragte som rettidig. Såfremt force majeure-forhindringerne har eksisteret i 3 måneder, er kunden og Stokvis berettiget til ansvarsfrit og ved skriftlig erklæring, at træde tilbage fra den del af aftalen, der ikke kan opfyldes.
4. Betaling
Betaling for leverede varer skal erlægges inden 8 dage efter fakturadato. Undlader kunden, uanset årsag, at modtage forsendelsen, skal betaling alligevel finde sted. Betales forfaldne beløb ikke rettidigt, påløber morarenter fra forfaldsdagen. Ved for sen betaling er Stokvis berettiget til at opkræve rykker- og inkassogebyr i henhold til rentelovens og inkassolovens bestemmelser herom.
5. Tests
Kunden skal umiddelbart efter modtagelsen for egen regning teste om det solgte produkt kan anvendes til det af kunden påtænkte formål. Udføres sådan test ikke, eller alene i et begrænset omfang, anses kunden at have accepteret produktet til det af kunden påtænkte formål.
6. Reklamation og mangler
Reklamation skal ske skriftligt, senest 8 dage efter, at manglen er eller burde være opdaget. I modsat fald mister kunden retten til at gøre manglen gældende. Stokvis er berettiget – men ikke forpligtet – til at afhjælpe alle mangler ved det solgte ved efter eget valg at foretage udbedring eller omlevering af det solgte. Såfremt afhjælpning foretages hos Stokvis, sker forsendelse fra kunden til Stokvis for kundens regning og risiko, mens forsendelse fra Stokvis til kunden sker for Stokvis’ regning og risiko. Stokvis har ret til en mindre eller mérlevering på indtil 10 % af den aftalte mængde samt til at fakturere i overensstemmelse hermed. Stokvis forbeholder sig normale produktionsmæssige tolerancer.
Kunden kan ikke påberåbe sig mangler over for Stokvis, hvis kunden ikke præcist har fulgt Stokvis' anbefalinger om opbevaring, placering, installation, testing, overvågning og vedligeholdelse. Mangler kan ikke påberåbes hvis kunden har anvendt det solgte forkert, i strid med aftalt eller sædvanlig brug, eller i øvrigt skyldes kundens forhold.
Kunden kan ikke påberåbe sig mangler ved det solgte, som kunden kunne eller burde have kunnet opdage ved en gennemførelse af den i punkt 5 nævnte test.
Har kunden ikke inden 1 år efter genstandens overgivelse til ham meddelt Stokvis, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende.
Returnering af det solgte kan i alle tilfælde kun ske efter forudgående accept fra Stokvis.
7. Ansvar
Alene forsinkelser eller mangler ved det solgte, der skyldes grov uagtsomhed hos Stokvis, berettiger til erstatning af nogen art. Forsinkelse eller mangler uanset årsag berettiger ikke til erstatning for indirekte tab, driftstab og følgeskader. Stokvis er ikke ansvarlig for det solgte produkts egnethed til det af kunden påtænkte anvendelsesformål, medmindre Stokvis har indestået for egnetheden.
I tilfælde af forsinkelse og/eller mangler ved det solgte har Stokvis intet ansvar, såfremt forsinkelsen eller manglen skyldes force majeure. Som force majeure forstås bl.a. blokader, strejker, arbejdsafbrydelser, arbejds-efter-reglerne-protester, lockout eller forsinkelse fra Stokvis’ leverandører.
Med mindre produktansvar følger direkte af produktansvarsloven fraskriver Stokvis sig ansvaret for produktskader som følge af defekter ved Stokvis’ eller kundens produkter/bearbejdninger, som ikke skyldes Stokvis’ groft uagtsomme forhold. Stokvis er i intet tilfælde erstatningsansvarlig for indirekte tab.
Fremsætter tredjemand erstatningskrav mod kunden, er denne forpligtet til straks at give Stokvis underretning herom. Såfremt Stokvis sagsøges af tredjemand, er kunden forpligtet til at lade sig medinddrage under sagen, uanset værneting.
Såfremt Stokvis pålægges produktansvar over for tredjemand, er kunden forpligtet til at holde Stokvis skadesløs for ethvert erstatningskrav, der går ud over Stokvis’ ansvar som beskrevet i stk. 1 til 3 af nærværende bestemmelse samt for Stokvis’ omkostninger i forbindelse hermed.
8. Modregning
Kunden kan ikke foretage modregning i købesummen med eventuelle krav, som kunden måtte have mod Stokvis fra andre retsforhold eller fra andre leverancer inden for samme retsforhold, og kunden kan ikke tilbageholde det solgte for sådanne modkrav. Kunden kan ikke tilbageholde betaling på grund af reklamation eller modkrav vedrørende det solgte.
9. Immaterielrettigheder
Stokvis overdrager ingen immaterielle rettigheder i forbindelse med kundens køb.
10. Fortrolighed
Dokumenter og informationer fra Stokvis må ikke videregives til tredjemand, medmindre skriftlig tilladelse er givet.
11. Værneting og lovvalg
Evt. tvister som opstår i forbindelse med indgåelsen eller efterlevelsen af en aftale, hvor nærværende salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse, skal afgøres efter dansk ret ved Københavns Byret.